Latin
Du lærer faget latin at kende allerede i Almen Sprogforståelse i grundforløbet. Derudover kan du vælge latin på C-niveau i 3. g.
Latin er romernes sprog, altså et gammelt sprog, men det er samtidig et højt udviklet og nuanceret sprog. Mange ord og begreber på dansk og de moderne sprog stammer fra latin, fordi latin i mange århundreder var det vigtigste sprog i Europa, og der dannes stadigvæk nye ord med udgangspunkt i latin. Hvem tænker fx på at cykel, bil, bus, lokomotiv og station faktisk er latinske ord? De moderne romanske sprog, fransk, spansk, italiensk, portugisisk og rumænsk bygger direkte på latin. Prøv at tænke på at Syd- og Mellemamerika, hvor spansk og portugisisk er hovedsprogene, også kaldes Latinamerika. Latin på C-niveau giver dig en større sproglig bevidsthed og gør dig gennem arbejdet med det latinske sprog bedre til sprog i det hele taget.
Du skal arbejde med ægte latinske tekster fra Romerriget, som omfattede hovedparten af Europa i ca. 600 år, med Rom som centrum for det største og længstvarende rige nogensinde. Riget var bundet sammen af et omfattende net af veje, hvoraf mange stadigvæk bruges. Tænk på vendingen: ”Alle veje fører til Rom”. I de første århundreder evt. var Rom en millionby med et hektisk storbyliv. Byen var fuld af gigantiske bygningsværker. Du har nok hørt om Colosseum. Det er først inden for de seneste århundreder, at vi igen oplever byer af Roms størrelse dengang.
Ved at læse hvad romerne selv har skrevet, får du et bredt indblik i den romerske kultur. Hvordan levede de? Hvordan tænkte de? Hvordan skulle et lykkeligt liv være? Du vil finde ud af at de på mange punkter tænkte ligesom os og havde samme glæder og problemer. Der er selvfølgelig også mange ting der er anderledes. Mødet med den romerske kultur giver dig mulighed for at forstå vores egen kultur og se på vores egen kultur på en mere nuanceret måde.