29.08.2016

VM sølv i roning

Ida Birkjær fra 3y har vundet VM sølv i roning

Stort tillykke til Ida Birkjær!

Ida Birkjær, 3y deltog i sidste uge i VM for juniorer i Rotterdam i Holland. Der var 2000 aktører fra 71 nationer i en konkurrence, hvor de ædle medaljer blev overrakt af den kongelige familie. Ida Birkjær vandt sølv med sin makker Frida. ”Det er en historisk bedrift”, udtaler Freddy Quist fra Holstebro Roklub, og fortsætter, ”for at sætte det i relief, så har Danmarksidst vundet bronzemedalje ved et internationalt mesterskab for 4 år siden, og ellers er det 10-12 år siden, der ellers er vundet medaljer af danske juniorroere”. Freddy Quist fortsætter sin levende beskrivelse af Idas præstation med at fortælle, at der blev sat verdensrekord to gange ved stævnet. Først i indledende heat, hvor USA satte verdens hurtigste tid, og så i finalen, hvor Italien vandt foran Ida og Frida. Freddy Quist fortæller, at Ida og holdet omkring dem var noget skræmt af amerikanernes styrke efter det indledende heat, og at det bl.a. derfor var så vildt, at de slår dem i finalen. Så der er ingen tvivl om, at det er en helt igennem fænomenal præstation, som Ida Birkjær sammen med sin makker har bedrevet i Holland. Men resultaterne kommer heller ikke af ingenting. Ida Birkjær træner målrettet og struktureret mange timer om ugen samtidig med hendes skolegang, heraf mindst to dage om ugen inden første time i skolen, der jo som bekendt starter kl. 7.50. Dette foregår i samarbejde med Holstebro Elitesport, som Holstebro Gymnasium og HF har et godt samarbejde med. Samme træningsmængde og dedikation finder man også hos Magnus Valbirk, 1x og Magnus Quist Rathenborg, 2y, der også deltog ved junior VM. De kvalificerede sig dog ikke til finalen, men drengene har også et par år endnu som juniorer. Vi glæder os til at høre mere om de kommende års bedrifter.

Ida Birkjær VM sølv