26.04.2017

Test-DaF på Holstebro Gymnasium og Hf

Hele dagen den 26. april sad Heidi Hauge 2.k, Mathilde Bjerg Madsen 2.y og Bolette Sommer Degn 3.x sammen med 16 andre unge – tre af dem fra UCH, fem af dem fra Ålborg, og resten af dem var kommet ekstra hertil fra Kina, Egypten, Serbien og Syrien – og tog sprogdiplomet Test-DaF.

Den tyske lektor ved Aarhus Universitet, Ineke Hess, og hendes sprogassistent, Stephanie Conrady, styrede slagets gang. Der blev testet i de fire færdigheder læse, lytte, skrive og tale.

Denne testdag gjaldt for alle Test-DaF-centre i hele verden, så også i mange andre lande sad folk på samme tid og svedte for at få adgang til at studere ved et tysk universitet – eller for at forbedre deres tyske sprogfærdigheder.

Igen i næste skoleår udbyder Hogym Test-DaF. Skolen betaler for hele forløbet og testen, og det samme gælder for det franske og det engelske sprogdiplom, hhv. DELF og TOEFL. Det er vores egne sproglærere, der gennem et 14-modulersforløb forbereder vores elever på testen; i år er det Marianne Bentsen, Kirsten Wernberg-Møller og Sarah Brems Thayer.