25.04.2017

2.u, 2.y og 3.f så med ved Forskningens Døgn

I uge 17 sætter Forskningens Døgn fokus på forskning, og i den anledning har biologi-A-eleverne fra 2.u, 2.y og 3.f set en livestreamet debat om gene drive og CRISPR. Biologilærer Lone Kær fortæller:

”Foredraget omhandlede de dilemmaer, de nye genteknologier fører med sig. Debatten tog udgangspunkt i et oplæg fra Andrew Hammond, forsker fra Imperial College i London, Mickey Gjerris, lektor i biotek hos Københavns Universitet (skeptisk), og Thomas Ploug, professor i anvendt etik hos Aalborg Universitet København (optimistisk). Andrew Hammond fortalte om CRISPR-teknikken og gene drive, der helt grundlæggende går ud på at ændre DNA ved at klippe en sekvens ud og indsætte en ny, så det f.eks. på den måde er muligt i sidste ende at udrydde malaria. Mickey Gjerris og Thomas Ploug repræsenterede hver sin holdning til, hvorvidt det er etisk korrekt at anvende gene drive. Efter oplæggene blev der lagt op til debat, og man kunne sende spørgsmål ind, som derefter blev debatteret af de tre eksperter. Der kom mange gode og eftertænksomme spørgsmål fra gymnasieelever rundt i hele landet, som fik os til at tænke over vores holdning til gene drive. Både ved debattens start og ved debattens slutning blev der afholdt en meningsmåling via en Kahoot, og begge gange svarede et flertal ja til anvendelse af gene drive. Alt i alt en rigtig god, spændende og lærerig debat.”